 |
I det Herrens år 1500 i byen Ghent i Belgien blev en dreng født. Det er der nok ikke noget specielt ved. Men denne dreng blev som 16-årig kronet som konge af Spanien, og som 19-årig Kejser af Tyskland. Og så var han øldrikker. Dermed er det jo straks en lidt mere interessant historie.
Der er tale om Charles d. 5. – Charles Quint – som ikke holdt sig tilbage for at krydse Belgien i sin søgen efter godt øl. Således kom han en dag til en kro hvor han bestilte et krus øl. Værtinden overrakte ham kruset mens hun holdt fast i hanken. Dermed var kongen nødt til at bruge begge hænder for at modtage kruset. Ikke godt!
Efterfølgende bad kongen om at få krus med dobbelthank sent til kroen, så han næste gang kun skulle bruge én hånd for at modtage øllet. På det efterfølgende besøg på kroen, overrakte værtinden stolt kruset ved at holde fast i begge hanke. Igen måtte kongen således bruge begge hænder for at modtage sin øl. Ikke godt!
Der blev derfor sendt besked om, at kro-mutter skulle have en sending af krus med 3 hanke! Og det er derfor, at kruset til disse specielle øl har 3 hanke den dag i dag.
|
| |
|
|